Marathon - for sent som 47 årig og nybegynder?
Af: Vivi Barloese
Har du nogensinde gået med en lille drøm i maven om at løbe en marathon? Det ultimative for mange.
Det virker så uoverskuligt 42.195 m, men det kunne nu være skønt hvis....
42 km er langt, hvis man slet ikke er i form, og man aldrig har løbet før. Men absolut ikke umuligt. Derfor skal det også gribes an på den rigtige måde for at få succes med det. Det skal simpelthen deles op i mindre stykker.
Start med at finde det marathon-løb (by), som bliver dit mål. Det skal minimum ligge 7-8 måneder ude i fremtiden, hvis du ikke er i træning. Berlin-marathon er god, da ruten er fuldstændig flad, og det er ikke uden betydning, når man er kørt træt, eller er nervøs for stigninger. Afviklingen af løbet er i september, hvilket gør at du skal træne fra foråret og hen over sommeren.
Find så et løbeprogram. Der findes flere på nettet, eller lån en bog på biblioteket. Hvis du er helt ny, skal du starte med programmet fra 0-5 km. Det er vigtigt ikke at forcere programmet, selv om man synes man fint har luft til det. Din krops sener og muskler er ikke trænet endnu til de lange ture. Jeg taler af bitter erfaring.
Jeg troede også, at jeg "bare" kunne løbe med de andre øvede på 5 km. Det gik fint med luften, men min krop sagde stop med diverse skader. Det betød, at jeg måtte gå tilbage og følge programmet. (Er du uden træning, så tjek med lægen).
Derfor er det vigtigt at overholde programmet slavisk, der er en grund til, at det er lavet sådan. Også selv om det er fristende at springe over.
I starten, da jeg begyndte at løbe, tænkte jeg, at ikke nok med at jeg skulle løbe, men der var også nogle i træningsgruppen, der snakkede undervejs. Ja, det bliver ikke med mig, tænkte jeg, men der gik selvfølgelig ikke lang tid, før jeg talte næsten lige så meget. Utroligt at der er luft til det også.
Kosten er selvfølgelig meget vigtig når du træner. Det er vigtigt at få noget ordentligt mad (med langsomme kulhydrater) nogle timer inden du løber. Specielt når du skal løbe de længere ture. Det er også en god ide at have noget med på selve turen, der giver hurtig energi. Det kunne f.eks. være æblejuice blandet op med lidt vand, så det ikke er for sødt. Hvis du skal ud på en længere tur, vil en banan måske være løsningen, men prøv dig frem og se hvordan din krop reagerer.
Efter løbeturen er det vigtigt med noget proteinrigt mad senest ½ time efter afslutningen, så musklerne, som er opbygget af proteiner, hurtigere bliver restitueret igen. Man kan på den måde være med til at forebygge at blive øm.
Pludselig er du kommet frem til datoen for dit første marathon. Nervøs kan du nok ikke undgå at føle dig, men når du først er kommet i gang med at løbe, er det næsten som en drøm. Du bliver næsten båret frem af den million tilskuere (i hvertfald i Berlin), der står langs ruten, samt de 60 forskellige musikbands der spiller. Det er en helt ubeskrivelig følelse. Specielt når du løber over målstregen - det kan næsten ikke beskrives med ord. Det skal opleves!
Husk du kan hvad du vil, du skal bare ville det stærkt nok.
Forfatter resurse box e:-> Er du træt af din livsstil, kan du måske få inspiration på Vivi Barloeses side 'Dream It - Do It !' http://www.DreamItDoit.dk
Article From Gratis Artikler
Ingen kommentarer:
Send en kommentar